Indlægget under dette er en bibel-lang introduktion om mig og "mit syndrom" - min livshistorie, om man vil - men jeg prøver lige at lave en kortere version. :)
Mit navn er Janni Pedersen. Jeg er 22 år, og lider af Asperger Syndrom - en form for autisme der gør, at man ser tingene meget anderledes, og er lidt af en mærkelig fætter - og denne blog vil blive brugt til at skrive om min hverdag og hvordan jeg opfatter verdenen og folk omkring mig - på min egen facon og til tider uden omsvøb. :) Altså, mine oplevelser som nørd, autist og... tja, menneske.
Så velkommen til min verden igen-igen! Jeg håber De nyder opholdet, og at bloggen kan bruges - om du selv har Asperger Syndrom inde på livet, eller du bare er interesseret i hvad pokker jeg er for en fisk.
-Janni
fredag den 31. juli 2009
As-hvad-for-noget?
Jamen... hej verden!
Jeg har igennem mit 22 år lange/korte liv startet ekstremt mange blogs om ekstremt mange ting - hunde, rejser, tegning, Japansk kultur og animation - men ingen af dem har handlet om mig eller har været helt min egen.
Jeg er en "pige" på 22 år, og har diagnosen Asperger Syndrom. Det får sikkert en klokke til at ringe da det er blevet en ret "populær diagnose" (lidt som DAMP/ADD var det engang), men i tilfælde af, at du ikke ved hvad det er, vil jeg da bede dig om at søge på google. For, jo, jeg kan da sagtens fortælle dig om hvad Asperger er, men i bund og grund vil jeg hellere fortælle dig om, hvordan det påvirker mig - for syndromet er forskellig fra person til person, og at give en tør videnskabelig forklaring dækker bare ikke helt.
Da jeg var mindre blev jeg betegnet som "mærkelig" og "langsom". Dengang var der ikke noget der hed Asperger Syndrom - det blev først til en rigtig diagnose i 90'erne, så jeg var altså bare klassens mærkelige og meget stille pige - til stor frustration for både mine forældre og mine lærere, da jeg sommetider pure nægtede at være social.
Jeg var ekstremt god til ting der interesserede mig - sprog, at læse, formning, etc. - i første klasse læste jeg på 6. klasses niveau, og jeg lærte mig selv engelsk i anden klasse. Men hvis ting ikke interesserede mig, var mine kundskaber også i bund. Bl.a. var matematik ikke noget jeg gad, så jeg var - og er stadig den dag i dag - på det nærmeste talblind. Det fik mine lærere til at tro at jeg bare var doven, men det passede jo heller ikke - for hvis ting fangede min interesse, gik jeg ind for det 100% og var nærmest besat!
Jeg udviklede hurtigt "anderledes" interesser. Jeg elskede videospil og Japansk animation og tegneserie ("anime" - hvilket er LANGT mere kompliceret end bare pokémon og det skrald vi ser på dansk TV - og "manga"). Senere hen blev min store lidenskab fly - altså flyvemaskiner - og det har stadig en stor rolle i mit liv den dag i dag. Jeg elsker at kigge på fly, at rejse med fly, at tage billeder af fly, at snakke om fly - alt der har med fly at gøre. Det er på sin vis ret nørdet, men folk plejer at finde det ret interessant.
Med andre ord gad jeg ikke Backstreet Boys eller Spice Girls som var ultra-populære under min skolegang - og "dengang" (med fare for at lyde som en gammel kone) var der ikke så meget fokus på mobning - hvis du var anderledes, blev du hængt ud. Og selvom det ikke var så slemt i de mindre klasser takket være en ekstremt kompetent klasse-lærer, var jeg ingen undtagelse!
Jeg havde da venner - bare ikke lige så mange som andre, og de kom og gik i en stor forvirring. Egentlig ville jeg helst være for mig selv. En undtagelse var dog min fætter, Simon, som altid havde gået i samme klasse som mig. Han blev en slags beskytter, og vi brugte meget tid sammen - både i skolen og i fritiden. Han hjalp mig også med de ting jeg havde svært ved - mest matematik. Ham skylder jeg meget! Uden ham er jeg ret sikker på at min skolegang ikke ville have haft et fast holdepunkt.
Vores skole var opbygget på den måde, at der kun var op til 6. klasse. Efter 6. klasse blev man overflyttet til en større skole inde i byen - klassen blev delt op og spredt ud over 4 klasser.
Dette var en ekstremt stor omvæltning for mig. Men Simon og jeg kom dog i samme klasse, så jeg holdt ud. Men det gik snart op for de nye klassekamerater at jeg var mærkelig - og med en klasse der med tiden blev kendt som skolens bøller, gik det desværre ikke særligt godt.
Det blev hurtigt så slemt at jeg begyndte at pjække. Lærerne gjorde ingenting, før det blev så slemt at jeg fik trusselsbreve om tæv. Da blev der bortvist et par elever, men det så kun ud til at gøre tingene værre.
Dog fik jeg afsluttet min 9. klasses eksamen (med top-karakterer i det meste, trods mit fravær skal det siges - ud over et 7 tal i matematik ;) ), men herefter røg jeg på den lukkede pga. risiko for at jeg ville skade mig selv. Jeg var langt ude og var begyndt at tro på at jeg ikke var noget værd, at jeg bare var mærkelig og langsom, som det var blevet banket ind i mig igennem min skolegang.
Efter 3 måneder som zombie pga. overmedicinering, blev jeg overflyttet til en åben afdeling. Her var jeg endnu 3 måneder, før jeg blev udskrevet med diagnosen "skizotypisk personlighedsforstyrret", med dertil hørende medicin som ikke gjorde en pind, andet end at gøre mig træt, fed og deprimeret. Det tog 2 år at trappe ud af medicinen.
Jeg blev hurtigt 18 - men i stedet for at være i stand til at arbejde som de fleste andre voksne, havde jeg utroligt svært ved at takle noget så simpelt som at være sammen med andre mennesker. Min hjerne kører i hyper-drev, og bare efter et par timer i byen, må jeg hjem og hvile. Andre problemer trådte til - stærke migræne anfald næsten dagligt, og konstante mavesmerter, forårsaget af cyster (endometriose). Det blev snart klart at jeg i hvert fald ikke kunne arbejde fuld tid, og jeg blev sendt på kontanthjælp og i revalidering.
Her fandt man så ud af, at bare dét at være "på" 2 timer om dagen betyder, at jeg er udkørt og må lægge mig lige så snart jeg kommer hjem. Og så kan jeg ellers sove indtil jeg skal op igen om morgenen, og stadig føle mig træt.
Ergo fik komunen et fint stykke papir på, at pga. mine fysiske og psykiske begrænsninger, anbefalede de førtidspension og fremtidig revalidering. Og så skete der ikke mere i et par år. Altså fik jeg bare at vide at jeg skulle fortsætte på kontanthjælp, men blev dog sygemeldt fra aktivering.
Det var i denne "døde" periode at en veninde blev undersøgt for Asperger Syndrom. Hun viste sig ikke at have det, men jo mere hun og hendes familie hørte om syndromet, jo mere blev de overbevist om, at det måske var dét jeg led af - og jeg blev indkaldt af flere forskellige specialister, psykologer og psykiatere, som alle sagde én ting: Det er Asperger. Med 110% sikkerhed.
Og langsomt begyndte jeg at forstå mere. At få den rette hjælp. At kunne takle sociale situationer, som ellers ville have sendt mig i gulvet før. Det var en kæmpe lettelse at kunne forklare folk at jeg ikke er mærkelig - at kunne sætte ord på, hvorfor jeg er som jeg er uden at gå i ekstremer som "skizotypisk". For skizotypi er ekstremt for én som "kun" har Asperger Syndrom. Jeg har aldrig hallucineret eller noget andet, som det kræves for at kunne blive betegnet som "skizotypisk personlighedsforstyrret".
Selv om diagnosen har været en kæmpe lettelse, har det ikke hjulpet på det faktum, at jeg stadig har det ekstremt svært med at være social - med de fysiske problemer oveni, er det klart for de fleste, at jeg burde have fået førtidspension for længe siden. Det lyder måske som om at førtidspension er alt for endegyldigt for så ung en person, og at gå lidt for langt, men jeg har svært ved at beskrive i tekst hvordan det hele - både de fysiske og psykiske problemer, jeg har - påvirker mig . Men når man får førtidspension som 22-årig i dag er det bestemt ikke endegyldigt. Den bliver taget op igen hvert 3. år, og i tilfælde af, at jeg en dag skulle få den, vil jeg blive tilknyttet et Autisme Center, som vil sørge for at jeg ikke bare sidder derhjemme og rådner op (men stadig respekterer de begrænsninger jeg nu engang har, både fysisk og psykisk). Jeg bliver aldrig 100% fri for at arbejde eller yde en indsats, hvilket jeg også er glad for! :)
Men, ak ja - på trods af, at kommunen havde brugt ekstremt mange penge på at få mig revalideret, undersøgt af diverse specialister og arbejdsprøvet - alt med det samme resultat - trak de ventetiden så langt, at vi nu står i den situation, at der ikke er blevet truffet en afgørelse, og revalideringerne ikke kan bruges længere.
Ergo er jeg stadig på kontanthjælp. Men der vil med garanti blive skrevet mere om mine kampe med kommunen. Vi er dog nået så langt, at min sagsbehandler er begyndt at fatte at der ikke er så mange andre muligheder end førtidspension. Så nok om det.
Ja. Jeg er færdig nu. ;) Det var så også hele min livshistorie, hvilket sikkert er komplet ligegyldig for nogle - men jeg føler stadig, at den skal skrives så at folk forstår mine fremtidige indlæg.
Om det er tilfældet er så op til dig. Men tak for at du har læst så langt. :) Og velkommen til min verden!
Jeg har igennem mit 22 år lange/korte liv startet ekstremt mange blogs om ekstremt mange ting - hunde, rejser, tegning, Japansk kultur og animation - men ingen af dem har handlet om mig eller har været helt min egen.
Jeg er en "pige" på 22 år, og har diagnosen Asperger Syndrom. Det får sikkert en klokke til at ringe da det er blevet en ret "populær diagnose" (lidt som DAMP/ADD var det engang), men i tilfælde af, at du ikke ved hvad det er, vil jeg da bede dig om at søge på google. For, jo, jeg kan da sagtens fortælle dig om hvad Asperger er, men i bund og grund vil jeg hellere fortælle dig om, hvordan det påvirker mig - for syndromet er forskellig fra person til person, og at give en tør videnskabelig forklaring dækker bare ikke helt.
Da jeg var mindre blev jeg betegnet som "mærkelig" og "langsom". Dengang var der ikke noget der hed Asperger Syndrom - det blev først til en rigtig diagnose i 90'erne, så jeg var altså bare klassens mærkelige og meget stille pige - til stor frustration for både mine forældre og mine lærere, da jeg sommetider pure nægtede at være social.
Jeg var ekstremt god til ting der interesserede mig - sprog, at læse, formning, etc. - i første klasse læste jeg på 6. klasses niveau, og jeg lærte mig selv engelsk i anden klasse. Men hvis ting ikke interesserede mig, var mine kundskaber også i bund. Bl.a. var matematik ikke noget jeg gad, så jeg var - og er stadig den dag i dag - på det nærmeste talblind. Det fik mine lærere til at tro at jeg bare var doven, men det passede jo heller ikke - for hvis ting fangede min interesse, gik jeg ind for det 100% og var nærmest besat!
Jeg udviklede hurtigt "anderledes" interesser. Jeg elskede videospil og Japansk animation og tegneserie ("anime" - hvilket er LANGT mere kompliceret end bare pokémon og det skrald vi ser på dansk TV - og "manga"). Senere hen blev min store lidenskab fly - altså flyvemaskiner - og det har stadig en stor rolle i mit liv den dag i dag. Jeg elsker at kigge på fly, at rejse med fly, at tage billeder af fly, at snakke om fly - alt der har med fly at gøre. Det er på sin vis ret nørdet, men folk plejer at finde det ret interessant.
Med andre ord gad jeg ikke Backstreet Boys eller Spice Girls som var ultra-populære under min skolegang - og "dengang" (med fare for at lyde som en gammel kone) var der ikke så meget fokus på mobning - hvis du var anderledes, blev du hængt ud. Og selvom det ikke var så slemt i de mindre klasser takket være en ekstremt kompetent klasse-lærer, var jeg ingen undtagelse!
Jeg havde da venner - bare ikke lige så mange som andre, og de kom og gik i en stor forvirring. Egentlig ville jeg helst være for mig selv. En undtagelse var dog min fætter, Simon, som altid havde gået i samme klasse som mig. Han blev en slags beskytter, og vi brugte meget tid sammen - både i skolen og i fritiden. Han hjalp mig også med de ting jeg havde svært ved - mest matematik. Ham skylder jeg meget! Uden ham er jeg ret sikker på at min skolegang ikke ville have haft et fast holdepunkt.
Vores skole var opbygget på den måde, at der kun var op til 6. klasse. Efter 6. klasse blev man overflyttet til en større skole inde i byen - klassen blev delt op og spredt ud over 4 klasser.
Dette var en ekstremt stor omvæltning for mig. Men Simon og jeg kom dog i samme klasse, så jeg holdt ud. Men det gik snart op for de nye klassekamerater at jeg var mærkelig - og med en klasse der med tiden blev kendt som skolens bøller, gik det desværre ikke særligt godt.
Det blev hurtigt så slemt at jeg begyndte at pjække. Lærerne gjorde ingenting, før det blev så slemt at jeg fik trusselsbreve om tæv. Da blev der bortvist et par elever, men det så kun ud til at gøre tingene værre.
Dog fik jeg afsluttet min 9. klasses eksamen (med top-karakterer i det meste, trods mit fravær skal det siges - ud over et 7 tal i matematik ;) ), men herefter røg jeg på den lukkede pga. risiko for at jeg ville skade mig selv. Jeg var langt ude og var begyndt at tro på at jeg ikke var noget værd, at jeg bare var mærkelig og langsom, som det var blevet banket ind i mig igennem min skolegang.
Efter 3 måneder som zombie pga. overmedicinering, blev jeg overflyttet til en åben afdeling. Her var jeg endnu 3 måneder, før jeg blev udskrevet med diagnosen "skizotypisk personlighedsforstyrret", med dertil hørende medicin som ikke gjorde en pind, andet end at gøre mig træt, fed og deprimeret. Det tog 2 år at trappe ud af medicinen.
Jeg blev hurtigt 18 - men i stedet for at være i stand til at arbejde som de fleste andre voksne, havde jeg utroligt svært ved at takle noget så simpelt som at være sammen med andre mennesker. Min hjerne kører i hyper-drev, og bare efter et par timer i byen, må jeg hjem og hvile. Andre problemer trådte til - stærke migræne anfald næsten dagligt, og konstante mavesmerter, forårsaget af cyster (endometriose). Det blev snart klart at jeg i hvert fald ikke kunne arbejde fuld tid, og jeg blev sendt på kontanthjælp og i revalidering.
Her fandt man så ud af, at bare dét at være "på" 2 timer om dagen betyder, at jeg er udkørt og må lægge mig lige så snart jeg kommer hjem. Og så kan jeg ellers sove indtil jeg skal op igen om morgenen, og stadig føle mig træt.
Ergo fik komunen et fint stykke papir på, at pga. mine fysiske og psykiske begrænsninger, anbefalede de førtidspension og fremtidig revalidering. Og så skete der ikke mere i et par år. Altså fik jeg bare at vide at jeg skulle fortsætte på kontanthjælp, men blev dog sygemeldt fra aktivering.
Det var i denne "døde" periode at en veninde blev undersøgt for Asperger Syndrom. Hun viste sig ikke at have det, men jo mere hun og hendes familie hørte om syndromet, jo mere blev de overbevist om, at det måske var dét jeg led af - og jeg blev indkaldt af flere forskellige specialister, psykologer og psykiatere, som alle sagde én ting: Det er Asperger. Med 110% sikkerhed.
Og langsomt begyndte jeg at forstå mere. At få den rette hjælp. At kunne takle sociale situationer, som ellers ville have sendt mig i gulvet før. Det var en kæmpe lettelse at kunne forklare folk at jeg ikke er mærkelig - at kunne sætte ord på, hvorfor jeg er som jeg er uden at gå i ekstremer som "skizotypisk". For skizotypi er ekstremt for én som "kun" har Asperger Syndrom. Jeg har aldrig hallucineret eller noget andet, som det kræves for at kunne blive betegnet som "skizotypisk personlighedsforstyrret".
Selv om diagnosen har været en kæmpe lettelse, har det ikke hjulpet på det faktum, at jeg stadig har det ekstremt svært med at være social - med de fysiske problemer oveni, er det klart for de fleste, at jeg burde have fået førtidspension for længe siden. Det lyder måske som om at førtidspension er alt for endegyldigt for så ung en person, og at gå lidt for langt, men jeg har svært ved at beskrive i tekst hvordan det hele - både de fysiske og psykiske problemer, jeg har - påvirker mig . Men når man får førtidspension som 22-årig i dag er det bestemt ikke endegyldigt. Den bliver taget op igen hvert 3. år, og i tilfælde af, at jeg en dag skulle få den, vil jeg blive tilknyttet et Autisme Center, som vil sørge for at jeg ikke bare sidder derhjemme og rådner op (men stadig respekterer de begrænsninger jeg nu engang har, både fysisk og psykisk). Jeg bliver aldrig 100% fri for at arbejde eller yde en indsats, hvilket jeg også er glad for! :)
Men, ak ja - på trods af, at kommunen havde brugt ekstremt mange penge på at få mig revalideret, undersøgt af diverse specialister og arbejdsprøvet - alt med det samme resultat - trak de ventetiden så langt, at vi nu står i den situation, at der ikke er blevet truffet en afgørelse, og revalideringerne ikke kan bruges længere.
Ergo er jeg stadig på kontanthjælp. Men der vil med garanti blive skrevet mere om mine kampe med kommunen. Vi er dog nået så langt, at min sagsbehandler er begyndt at fatte at der ikke er så mange andre muligheder end førtidspension. Så nok om det.
Ja. Jeg er færdig nu. ;) Det var så også hele min livshistorie, hvilket sikkert er komplet ligegyldig for nogle - men jeg føler stadig, at den skal skrives så at folk forstår mine fremtidige indlæg.
Om det er tilfældet er så op til dig. Men tak for at du har læst så langt. :) Og velkommen til min verden!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
